Du vælger selv dine venner! Det er i hvert fald det, som de fleste af os siger til os selv og hinanden. Selvfølgelig kan der argumenteres for, at det er os selv der i sidste endte tager valget om hvilke aftaler vi siger ja til og bestemmer hvem vi lukker ind i vores liv. Ellers hvad? Vælger vi i virkeligheden selv, eller er det hele styret af tilfældighederne? Langt de fleste ved hvilke mennesker de bryder sig om, og ofte har vi en meget klar idé om hvilke typer af mennesker, det er vi helst ser os selv sammen med og gerne vil omgås. For at et venskab skal kunne blomstre skal der være en hvis form for kemi - nogle fælles interesser. Med andre ord; en form for fællesnævner som på den ene eller anden måde binder os sammen i venskaber. Jeg tillader mig nu at være generaliserende ved at sige, at alle mennesker kan deles ind i forskellige typer . Vi hører alle sammen til ind under forskellige kategorier. Kasser med mærkater på. Og tit og ofte vil vores egen opfattelse af, hvilke mennesker der vil være gode venner for os, også være mennesker fra en af de samme kasser, som vi selv befinder os i. Men hvem vi selv opfatter som ’gode for os’, og hvem vi i virkeligheden går godt i spænd med, kan, når alt kommer til alt, være to modpoler.
En af de ting som har været meget udfordrende, men også en af de fedeste ting, ved at flytte til London, var netop at starte helt på ny, hvad angår venskaber. Det er en ret vild oplevelse, som jeg synes alle mennesker bør unde sig selv på et tidspunkt: At komme til et helt fremmede sted, hvor du ikke kender nogen, og derfor ikke har nogen venskaber. Jeg har hjemme fra været vant til at have en ret stor gruppe af venner. Dem har jeg selvfølgelig stadigvæk, men de er ikke længere lige om hjørnet. Ved pludselig at stå uden nogle tætte venner lige om hjørnet, oplevede jeg pludselig mig selv som ret desperat og hungrende efter nye venner, hvilket også resulterede i, at jeg pludselig ikke var helt så kræsen overfor hvilke mennesker, jeg havde lyst til at omgås. Ikke at kræsenhed eller arrogance i forhold til venner, nogen sinde har været et problem for mig, i forhold til at finde venner, for jeg har masser af venner som er langt fra den type jeg selv er, men jeg indrømmer da gerne, at jeg har nogle tanker om, hvilke mennesker jeg synes er bedst for mig – disse idéer er dog også flere gange blevet gjort alvorligt til skamme. Jeg har inde for de sidste par år flere gange prøvet at ”starte” nye steder (læs: efterskole, gymnasium), som satte mig sammen med en masse forskellige mennesker, som man så var nødt til at danne venskaber med, på den ene eller anden måde. Igen fandt man her hurtigst sammen med dem, som man havde bedst kemi med, men det bød dog også på den udfordring, at man blev tvunget til at accepterer alle typer! Man behøvede ikke at være venner med alle, men for at få en hverdag til at fungerer under rimelige forhold for alle, var man nødt til at gøre plads til alle. På efterskolen i højere grad end på gymnasiet, da man på gymnasiet ikke boede sammen med folk, og derfor kunne tage hjem i privaten, og faktisk glemme det hele. Udfordringen var der dog stadig, da størstedelen af ens hverdag, jo netop forgik på gymnasiet og sammen med de mennesker der nu befandt sig der. Man blev dog når alt kom til alt, sat sammen med nogle mennesker, og i denne flok skulle man så finde ud af, hvem man kom bedst ud af det med. Var man ikke blevet sat sammen på denne måde, var det jo i realiteten slet ikke sikkert man havde valgt nogle af dem. Så havde man måske været mere kræsen. Nogle venskaber glider da også ud i sandet igen, når ophold som disse slutter, hvilket nok er et tegn på, at disse venskaber kun bestod, fordi man ikke havde et valg om at tilbringe så meget tid sammen. Var der konflikter gjorde man sit bedste for at løse dem, da dette jo i sidste ende var det mest smertefrie hvis hverdagen skulle fungerer på en rimelig måde. På den anden side er nogle af mine bedste venner i dag, er dog nogle af de mennesker, som jeg nok ikke ville havde mødt, hvis vi ikke var blevet sat sammen, og de mennesker, som jeg selv synes jeg passede enormt godt sammen med, er i dag nogle af dem som jeg med tiden er gledet fra. Måske er det bare mig der ikke ved hvad der er bedst for mig selv, eller også er det en ganske sigende situation, som fortæller noget om, at de mennesker som er fra en helt anden kasse end dig selv, i virkeligheden er dem, som man passer allerbedst sammen med?
At flytte til London, har været en noget lignede situation. Jeg har det man kalder et live-in job, hvor alle de ansatte altså også bor sammen, på det hotel vi arbejder på. Man bruger altså rigtig meget tid med sine kollegaer som jo også er ens naboer. Jeg har ret hurtigt fundet ud af, at jeg fungerer bedre med nogle end andre, lige som jeg også på efterskolen og gymnasiet fandt ud af dette. Jeg er blevet rigtig gode venner med en pige der hedder Raquel. Hun er 25 og fra Brasilien, og på trods af, at vi ikke har særlig meget tilfælles, så klikker vi bare enormt godt sammen. Havde jeg ikke arbejdet med Raquel, havde vi nok aldrig fået interesse for hinanden. Tilfældighedernes spil har bundet os sammen, og dette leder igen til spørgsmålet – vælger vi i virkeligheden selv vores venner? Eller bliver det hele afgjort af tilfældighederne?
Venskabet med Raquel er dog et helt vildt spændende venskab, netop fordi vi er så forskellige. Raquel er meget religiøs - det er jeg ikke. Raquel ved intet om musik eller teater – musik og teater er noget af det vigtigste i mit liv. Jeg er skandinavisk – Raquel er sydamerikaner (Alene den kulturelle forskel her er enorm!) For slet ikke at tale om vores vidt forskellige syn på mode! Det der måske i sidste ende binder os sammen, er vores nysgerrighed omkring hinanden. Jeg synes, at vores forskelligheder er helt vildt spændende, og det leder også til rigtig mange sjove situationer.
Fredag aften var jeg på KOKO i Camden sammen med Raquel, Sal, og Sofie & My som var på besøg fra Danmark. Det var denne aften der satte alle disse tanker i gang om netop venskaber, fordi de folk der var med netop var venner, som jeg er blevet venner med på vidt forskellige grundlag. Jeg mødte denne aften også en masse nye mennesker, som man jo så tit gør når man er i byen, og det slog mig, at de mennesker jeg faldt i snak med, netop var de typer, som jeg selv synes jeg passer godt sammen med. Altså folk som befinder sig i flere kasser en end en sammen med mig. Jeg mødte fx en svensker (Fredrik), som 1) var skandinavisk, 2) Interesseret sig for musik og 3) Havde en lettere tør og sort humor som mig selv.
Sal, som også var med på KOKO, er endnu en person som jeg har mødt her i London. Sal er fra Canada, og han er her et år for at studerer. I modsætning til Raquel har jeg dog en hel masse tilfælles med Sal, og her har jeg selv valgt at sige ”ja” til venskabet. Jeg mødte Sal over en ”flat-share-mate” hjemmeside, hvor vi begge to ledte efter steder at bo i London. Vi havde aftalt at finde en lejlighed, som vi kunne dele sammen med en tredje person, men så blev jeg tilbudt værelset i Stockwell. Da jeg så midlertidigt blev tilbudt jobbet i Notting Hill, gav jeg værelset i Stockwell videre til Sal. Her kunne alt jo godt have sluttet, men da vi fandt ud af, at vi havde en kæmpe fælles interesse i musik og bøger, holdt vi via email og facebook kontakten, og da vi begge to var landet i London, mødtes vi altså. Dette var altså et venskab, som var helt mit eget valg. Eller hvad? Når alt kommer til alt er alt vel bundet sammen af tilfældigheder. Men ser man dette i forhold til mit venskab med Raquel, ville det med hende, være lidt svære ikke at blive venner, da vi jo bor sammen og arbejder sammen. Vi ser hinanden hver dag, og det letteste er jo at få det til at fungerer. Og det er nok også alt det tvungne tid vi bruger sammen, som har gjort at vores venskab har udviklet sig i den positive retning det har.
Begge former for venskaber er jo gode venskaber. Jeg tror da også det ville være kedeligt, hvis alle mine venner bare mindede om mig selv. Men på den anden side, er det også rart at dele nogle interesse, da man på den måde, altid har noget at snakke om. Måske er det i virkeligheden fuldstændig irrelevant om man hører til i nogle fælles kasser. De bedste venner er vel bare dem som respekterer dig og elsker dig præcis som du er?
(Billeder fra KOKO fredag aften: 1) Raquel og jeg 2)My & Sofie 3)Hvidvin og jeg 4)Sal og My 5)Sal og jeg 6) My og jeg 7) Raquel på Prince Albert da vi fejrede at jeg havde boet i London i en måned )
Ingen kommentarer:
Send en kommentar