mandag den 13. februar 2012

TRO

At tro er et begreb, der kan tage sig ud på mange måder. Det kan være i form af at tro på det bedste i andre mennesker, eller måske endda det værste. Det kan være i evnen til at tro på sig selv. Det er et ord, som vi mennesker bruger hver evig eneste dag. ”Jeg tror det begynder at regne”,  ”Jeg tror måske jeg kommer i aften”, ”Jeg tror jeg er forelsket”. Et ord som vi bruger, når vi håber og forventer noget, men dog stadig ikke er helt 100 % sikre. Tro er et udtryk for, at der stadig er en hvis sandsynlighed for, at udfaldet bliver noget andet, end hvad vi havde regnet med. Ordet tro leder også manges tænker hen på religion. At tro på nogle ting der står foreskrevet, og at tro på en Gud eller flere. Jeg har aldrig opfattet mig selv som særligt religiøs. Jeg er dog opvokset i et samfund der bygger på kristne værdier, og jeg er nok i virkeligheden, som så mange andre danskere, blot en simpel traditions-kristen. Jeg blev konfirmeret, jeg holder jul, jeg går endda i kirke til jul og selvfølgelig også til bryllupper, dåb og begravelser – ja jeg har sågar sunget i et kirkekor. Jeg er medlem af den danske folkekirke og har ingen intentioner om at melde mig ud. For mig er det en del af den kultur jeg lever i, og jeg kan godt lide mange af de traditioner, der følger med kristendommen. Men en egentlig gud har jeg dog lidt svært ved at tro på. Lige siden jeg begyndte at tænke store tanker om livet, og alt hvad det indebærer, har religion nok efter min opfattelse været lidt en sutteklud for mennesker. En sutteklud som vi bruger for at have et eller andet holdepunkt. For at vi kan have et eller andet at forholde os til, i vores søgen efter meningen med livet. Livet er for uhåndgribeligt til at forstå, og for at vi skal kunne komme igennem det, uden at gå til i vores spekulationer over det, bruger mennesker, og har gjort det siden vi begyndte at spekulere, en eller anden form for religion. Misforstå mig ikke – det skal nævnes at jeg respekterer, de folk der vælger at tro, i form af religion, fuldt ud! 

Alt dette lyder måske meget filosofisk og knudret i manges øre, men jeg havde i går en oplevelse, som virkelig satte nogle tanker i gang. Min veninde Raquel er religiøs. Jeg har hele tiden vidst at hun kom i en eller anden form for kirke, men efter som hun drikker og er ung med os andre, havde jeg nok egentlig aldrig opfattet hende, som specielt religions dyrkende. I går havde hun dog spurgt mig, om jeg ville med ind og se noget musik i forbindelse med kirken. Hun lagde det meget pænt ud, som om det ikke var særlig religiøst, og det i virkeligheden bare var god musik, og møde med en masse nye mennesker, og det lød jo bestemt ikke frastødende på nogen måde, så jeg takkede pænt ja tak, og mødtes med hende kl. 18.00 ved Tottenham Court Road tube station. Arrangementet forgik i The Phoenix Theatre som normalt huser Queen musicalen ”We Will Rock You”, og teatersalen var proppet med mennesker da vi kom, og koncerten var i gang. På scenen spillede et indie – hipster looking band, og musikken var super fængende, og umiddelbart synes jeg, at det var et super fedt arrangement, som Raquel havde slæbt mig med til, ind til jeg kom til at kigge op på storskærmen, hvor teksterne til sangene kørte. Alle teksterne viste sig at være meget religiøse, og handle om hvordan Gud levede i dig og mig og alle levende ting. Pludselig bemærkede jeg også, at hvad jeg troede var folk med hænderne i luften som til en stor koncert, i virkeligheden var folk i bøn, som stod med hænderne i vejret for at lade musikken og Jesus komme ind og røre dem. Raquel havde slæbt mig med til en ungdoms/ moderne gudstjeneste, arrangeret af det kristne fællesskab ”Hill-songs”. Teateret fungerede i dag ikke som teater, men som kirke! Men hvad der dog var allermest overraskende, var hvilke typer af mennesker det var, der var til stede. Små fordomsfuld som jeg jo nok må indrømme, at jeg har været over for unge kristne, har jeg altid troet, at de var nogle lidt kedelige og kiksede typer, som gjorde alt hvad Gud sagde, og når de endelig prøvede at gøre en gudstjeneste ”cool, ungdommelige og tilgængelige for andre end kristne”, blev det nogle lidt ærgerlige og halvhjertede forsøg, som kun de kristne selv egentlig syntes var fedt. Denne opfattelse blev dog i den grad gjort til skamme til gudstjenesten på The Phoenix Theatre. De fleste der var til stede var hipster-looking og virkelig cool unge mennesker! Selvfølgelig havde jeg ikke forventet, at man kunne dømme alle kristne ud fra deres udseende, men havde jeg vidst, at jeg skulle til en moderne gudstjeneste, havde jeg bestemt ikke regnet med, at støde ind i sådanne typer af mennesker. 

Der var bestemt intet halvhjertet og kiksede ved denne her koncert/gudstjeneste! Det var så gennemført, at selv en ikke-religiøs som jeg faktisk nød musikken og stemningen, og helt glemte at det faktisk handlede om Gud og Jesus. Den første halve times tid foregik altså som en egentlig ret fed (musik-wise) koncert! Det var nogle virkelig dygtige musikere! På et tidspunkt var der et break i musikken, og en lille hipster-looking fyr kom på scenen og sagde: ”What’up people – are you ready to hear some prayers?” – og mens musikken spillede ganske svagt i baggrunden, nærmest rappede han de bønner som folk havde skrevet på små lapper papir inden de gik ind. Der blev bedt for kræftsyge familiemedlemmer, for kommende jobsamtaler, for børn og venners velbefindende.. Og så blev der også bedt for, at folk der endnu ikke havde fundet Jesus, måtte finde ham, hvilket nok fik mig til at stå lidt af, for det var nok i virkeligheden en af mine fordomme omkring religiøse mennesker, der blev indfriet her. Noget af det jeg ikke bryder mig om er, når religiøse mennesker ser på ikke-religiøse mennesker, som nogle stakler der er fortabte. Bevares – jeg ved da godt, at de gør det i den bedste mening, fordi de mener det at finde Jesus og Gud er den rette vej, men når det ligefrem er en del af deres bønder, og faktisk var en ret stor del af selve prædiken også, at man skulle gøre sit ypperste for at få ’de fortabte’ på rette vej, blev det bare lidt for meget for mig. 

Prædiken blev holdt af en meget ung gut (25 år), som var uddannet præst. Som alt andet ved denne gudstjeneste, lignede han på ingen måde, det han var. Han kom på scenen i helt normalt tøj og var egentlig en rigtig pæn og frisk mand at se på. Hans prædiken fangede mig virkelig! Han var en enormt god taler og tekstlæser, og hans prædiken var i det store hele mere om det at være menneske, end den var om hvor god Gud er. Selvfølgelig fik han ind i mellem flettet nogle hints omkring Gud ind, men det var til at se igennem fingre med. Hans prædiken tog naturligvis udgangspunkt i en bibel historie, og hans tema for prædiken var ordet : ”Persistence”. Han greb historien an på en virkelig alternativ måde, og optrådte undervejs i prædiken helt komiker agtigt, og han havde ofte en helt selv-ironisk tilgang til hans tro på Gud, og det faktum at han havde gået på Bible-College. Han var utrolig spændende at lytte til, og jeg valgte bare at lukke ørene, hver gang han drejede hans ellers så fornuftige ord om mennesker over på noget med Jesus eller Gud. 

Hen mod slutningen af prædiken, blev det hele dog lidt mere seriøst. Det var tydeligt at slutningen af prædiken skulle opløfte folk, og få dem til at føle hvordan Jesus varmede deres hjerter og nåede helt in i deres sjæl(præsten ord – ikke mine!). Pianisten fra bandet kom stilfærdigt på scenen og begyndte langsomt at spille nogle lækre bløde toner, som understøttede præstens ord. Musikken havde helt effekt som filmisk virkemiddel. Det var virkelig noget der fik folk op af sæderne. Efter prædiken var der bøn, hvor der blev bedt for alverdens ting. Den del som overraskede mig mest, var da alle dem, som var nye i kirken, og netop havde fundet Jesus blev bedt om at række en hånd i vejret, så alle kunne bede for dem. Det skal lige siges, at jeg ikke rakte min hånd i vejret her. Nok var og er jeg meget overrasket og blown away over den her oplevelse, men den har ikke ligefremt omvendt mig, selv om jeg tror det nok inderst inde var Raquels ønske, at påvirke mig i den "rigtige retning". Og hun afslørede da også, at hun havde bedt for mig hver aften, om at jeg ville finde et liv med Jesus en dag. Jeg måtte dog fortælle hende, at det nok ville tage et mirakel før jeg blev omvendt, hvortil hun svarede: ”I like you anyway – but you heard what the speach was about. Persistence! Keep on trying. Spend your time standing up instead of laying down”. Dette synes jeg også var meget sigende om, hvor forskellig man kan opfatte en prædiken, alt afhængig af, om man er religiøs eller ej. For Raquel handlede den om, hvordan den kunne hjælpe hende til at være stærk i troen, og formidle Guds budskab. For mig handlede den om det at være menneske, og hvordan man som menneske kunne bruge viljestyrken. 

Efter gudstjenesten var der ”afterparty”. Igen – et virkelig overraskende og sjovt koncept. Dette forgik på et sted der hedder ”Bowl”. Bowlingbaner, musiksted, bordfodbold, bar, restaurant. Et rigtig hyggeligt sted at hænge ud. Og her tog vi alle sammen hen bagefter, og jeg følte mig måske lidt uden for, når jeg snakkede med folk. Snakken blev ofte ledt hen på noget religiøst, og her måtte jeg jo indrømme at jeg faktisk ikke var specielt religiøs. Det var faktisk meget sjovt, at prøve at være den ’underlige’. Normalvis har jeg aldrig oplevet, at være alene omkring det ikke at være særligt religiøs. Det er jo nærmest de religiøse, der er de enestående, har jeg ofte oplevet. Men den her aften, var rollerne helt byttet rundt, hvilket var meget lærerigt og sjovt at opleve. Til ’festen’ var der to meget dygtige musikere der spillede på en lille scene. Den ene af dem var en fyr der spillede reggae covers, og han var en af de få til stede den aften, der heller ikke var specielt religiøs, og i nogle af sangene indskød han også nogle lidt undskyldende kommentarer i forhold til de tekster han sang. Da han fx i en sang sang ”We’ll share the same room” indskød han hurtigt ”After we are married of course”. Jeg tror måske ikke helt de religiøse forstod denne joke, eftersom jeg følte jeg var den eneste, der rent faktisk grinte her… Eller også er det bare mig der har utrolig dårlig humor. 

Jeg ville gerne have taget nogle billeder af denne her oplevelse, men kamera var forbudt på teateret, og da vi kom til "Bowl", opdagede jeg at jeg slet ikke havde mit memory-card til mit kamera med. Øv! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar